Red Horse Meditations
Morten Schelde
7. februar – 3. maj 2015
Den danske billedkunstner Morten Schelde er kendt for sine surreelle tegninger og malerier, der forvandler velkendte omgivelser til gådefulde scenarier. I værkerne kombinerer han teknisk præcision med eventyrlige fabulerende historier og giver med afsæt i snart drøm, snart virkelighed, en anderledes refleksion af den verden, vi befinder os i.
Red Horse Meditations
I udstillingen Red Horse Meditations er skoven og bevægelsen gennem den et gennemgående tema. Schelde har skabt en fantastisk, tegnet verden af tæt bevoksning, dybe skovsøer, stejle bakker, vilde heste og børn i praktisk tøj og gummistøvler.
Alt er malet med en sort, flydende tuschfarve på papir fra gulv til loft, så man kan bevæge sig i mellem tegningerne, som mellem træerne i en skov.
Labyrintisk installation
Den labyrintiske installation af tegningerne, kombineret med rødmalede grene der breder sig i udstillingsrummet gør oplevelsen af udstillingen kompleks og kropslig. Der skabes en intim stemning, hvor tegningerne ophæver tyngdekraften, forskyder perspektivet, forvrænger proportionerne og sammenstiller motiver på uvante måder.
Scheldes værker rummer således en både kropslig og visuel invitation til at bevæge sig ind i skoven og forsøge at vikle de forskellige emotionelle, visuelle og narrative tråde ud.
Udstillingen omfatter desuden et stort udvalg af Scheldes seneste værker og er den største soloudstilling af kunstneren til dato.
Fakta
Morten Schelde (f. 1972) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2001. Han er repræsenteret på både danske og udenlandske museer og udstillingssteder, heriblandt Statens Museum for Kunst, Louisiana, Arken og Museum Der Bildenen Künste i Leipzig. Han har desuden skabt flere udsmykninger, bl.a. til Kronprinsparrets Palæ og Ros-kilde Universitetscenter (RUC).
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond.
Viborg Kunsthal
Riddergade 8
8800 Viborg